Det er kommunens ambition, at så store områder som overhovedet muligt skal tilbydes fjernvarme, da det er en energieffektiv varmeløsning og et godt valg for den samlede grønne omstilling af samfundet.
Fjernvarmeudbygningen kører i tre spor
- Resttilslutning af de ca. 160 olie- og naturgaskunder, der ligger i områder, hvor der er blevet udrullet fjernvarme for flere år siden. Denne udbygning forventes at være færdig i 2024. Områderne er markeret med grønt på kortet nedenfor.
- Udbygning af fjernvarme fase 1 til de knap 2.800 olie- og naturgaskunder, der ligger i de to varmeplandistrikter, som er en del af denne fase. I disse områder har Vestforbrænding fået forsyningsret og forsyningspligt, og udbygningen forventes at finde sted fra slut 2023 til slut 2027.
- Udbygning af fjernvarme fase 2 til de resterende knap 1.500 olie- og naturgaskunder, der ligger i de fire varmeplandistrikter, som er en del af denne fase. Projektforslag for fjernvarmeudbygning til disse områder skal udarbejdes i 2023, hvilket sikrer, at alle olie- naturgaskunder i projektområdet vil have mulighed for at komme på fjernvarmenettet inden udgangen af 2028.
